Enhver ny tilrejsende burde ankomme til Palma fra søsiden. Den stille brise man mærker under indsejlingen i Palma-bugten, er blandet med historiens vingesus og kærtegner ens kind som en blid velkomst. Havnen og dens nærområde har i århundreder været det centrale omdrejningspunkt for øens handel med omverdenen, byens økonomi, kultur og identitet. Et kig på Palmas havnefront fra søsiden er derfor ikke alene et kig på nutidens Palma, men i høj grad et kig direkte tilbage til tidligere tiders storhed, nederlag og genrejsninger. I denne havn har utallige skibe igennem historien lagt til: fønikere, kartagere, romere og catalanere. Nogle for at handle, andre for at erobre og besætte – og ikke mindst de endeløse flåder af piratskibe, primært fra Nordafrikas kyster, som ”blot” plyndrede og hurtigt lagde fra kaj igen. På mange måder har Mallorca altid være ”øen i midten” af den vestlige del af Middelhavet. Og Palma har i århundreder været øens hovedby.
Den unge konges katedralUimodståeligt trækker domkirken den første opmærksomhed til sig, med dens eventyrlige, gotiske arkitektur, og suverænt flotte placering. Måske en af verdens flottest beliggende kirker, åbenlyst skabt til at blive beundret fra søsiden. La Seu er dens navn, og de massive naturstensspir, stræbepiller og 35 blyindfattede ruder, fortæller en stum historie om hvordan en blot 20-årig konge af Catalonien og Aragonien, lovede Jomfru Maria en katedral hvis hun ville få en storm til at lægge sig, så kongens invasionsflåde kunne nå sikkert frem til Mallorca. Det var i år 1229. Stormen lagde sig, kongen (Jaume I) erobrede Mallorca og igangsatte straks opførelsen af katedralen, som skulle vise sig at vare næsten 400 år. Hvem gider så tale om moderne byggeskandaler, med tidsplaner der skrider og budgetter der eksploderer?
|
![]() |


















